Forhåndstilmelding - Sommerlejr i Sverige
29-06-2025 08:00 til 04-07-2025 21:00
Vi tager afsted søndag d 29. juni om morgenen fra Frederikshavn – og er retur i Frederikshavn fredag d 4. juli om aftenen. Vi skal til et område, der hedder Grenhult – ca midt mellem Göteborg og Halmstad og lidt inde i landet. Her skal vi bl.a. på kanotur og klatre. Turen er for alle juniorer, tropspejdere og seniorer.
Det er ikke gratis at tage til udlandet, men det er vigtigt for os, at vi har en pris, så alle har mulighed for at komme med. Vi har derfor valgt at sige, at hele overskuddet fra lodseddelsalget i foråret går til turen – og derudover giver gruppen et tilskud. Det betyder vi kan holde prisen på 1200 kr pr spejder og derudover har en søskenderabat. Vi tænker det er en rimelig pris, når vi ser på hvad fodboldskole, svømmecamp og andre sommeraktiviteter koster.
For at have et nogenlunde billede af hvor mange der vil med, har vi åbnet en forhåndstilmelding. Vi vil bede jer om at tilmelde der inden vi starter op igen i januar. Den endelige tilmelding kommer til at ligge i løbet af marts/april (så vi kan reservere færgebilletter, bus i Sverige, kanoer mv.), og vi vil formentlig lave betalingen i 2 rater – en sammen med endelig tilmelding og en i juni.