Informationsmøde om Team Roskilde Spejdernes Lejr 2026
29-01-2026 19:00 til 29-01-2026 21:00
Roskilde GruppeI juli 2026 afholdes Spejdernes Lejr i Hedeland. Lejren er for alle spejdere i Danmark og det forventes at 30.000 spejdere deltager på lejren. Under Spejdernes Lejr oprettes et aktivitetscenter i Roskilde by. Spejderne bliver kørt til Roskilde i busser, hvor de sættes af ved Vikingeskibsmuseet, hvor aktivitetscentret ligger. Under aktivitetscentret ligger over 30 forskellige aktiviteter.
I perioden 20.-24. juli kommer op til 3.000 spejdere til Roskilde om dagen. Aktiviteterne kører dagligt mandag til fredag 09:00-17:00. En del af aktiviteterne foregår på plænen foran Vikingeskibsmuseet, andre foregår rundt omkring i Roskilde.
Der er derfor brug for frivillige til de mange forskellige aktiviteter. Det kan være generel hjælp i aktivitetscentret, hvor vi modtager spejderne og orienterer om de aktivitetsmuligheder, der er i Roskilde. Herudover er der brug for frivillige til aktiviteterne. Det kan være at styre indgangen til Vikingeskibsmuseet, Domkirken og kirkeruinen, hvor der bl.a. er forskellige aktiviteter herunder skattejagter. På pladsen ved Vikingeskibsmuseet er der en masse aktiviteter herunder vikingerelaterede aktiviteter. Her er der brug for hjælpere til bl.a. rollespil, bygning af vikingeskibe, kapsejlads med skibene, spinde tovværk, vikingelege, tinstøbning, vævning, milebrænding og meget mere. Derfor søger vi frivillige, der har lyst til at hjælpe med at spejderne fra hele landet (og en række udenlandske spejdere) får en god oplevelse her i vores by.