Weekendtur til Samsø
13-05-2022 08:00 til 14-05-2022 18:00
JuniorspejdereForåret er kommet og det er ved at være tid til at vi skal ud på en weekendtur! Vi har planlagt en rigtig spændende tur til Samsø, hvor vi skal ud at vandre for at gøre os fortjente til at få et sejt vandreskjold (et mærke i guldfarvet metal til uniformen).
Vi tager afsted med hurtigfærgen fra Aarhus om morgenen fredag den 13. maj (Store Bededag), hvorefter vi vil bruge det meste af dagen på at gå rundt i den smukke samsiske natur. Målet er at gå 20 km i løbet af fredagen og til sidst nå den shelterplads, som vi har booket, hvor vi skal hvile både ben og øjne natten over.
Om lørdagen finder vi på noget spændende at lave før vi sejler med færgen tilbage mod Aarhus om eftermiddagen.
Vi håber meget at I alle har lyst til at komme med os på tur – det er en oplagt mulighed for at få testet soveposen og taske-pakke-evnerne før vi skal på sommerlejr ‒ og hvem vil ikke gerne have et nyt mærke til uniformen?
Som udgangspunkt tænker vi at alle spejderne er i stand til at gå 20 km uden der er behov for at træne – men hvis du har fået nye sko for nyligt, vil vi kraftigt opfordre til at gå nogle gode lange ture i dem før du tager afsted.
Prisen kommer til at ligge på 250 kr.
Flere praktiske informationer vil følge, når vi kender antallet af spejdere, der skal med på turen.