Ulvesommerlejr 2022

23-07-2022 13:00 til 27-07-2022 17:00

Ulve
Sommerlejren ligger lige rundt om hjørnet: solskin, hygge, lejrbål, udflugter, sommerlejrmærker, lege, godnathistorie – samt selvfølgelig hygge og masser af tid til at slappe af og hygge sig og lege i.

I år er lejren lidt speciel, fordi vi skal være en del af en stor lejr: Spejdernes lejr 2022.

Altså: Du skal snart på sommerlejr. Den største oplevelse for en ulv.


Vi skal på Spejdernes lejr (SL2022) på sommerlejr!

I dagene fra den den 23. juli til flytter omkring 40.000 spejdere fra Danmark og udlandet til naturområdet Hedeland Naturpark i Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommune. Når Spejdernes Lejr 2022 bliver afholdt i Hedeland Naturpark er det tredje gang, at de fem danske spejderkorps samarbejder om at afholde en fælles spejderlejr. I 2012 blev den afholdt i Holstebro og i 2017 deltog 37.000 spejdere på lejren i Sønderborg ved Kær Vestermark. Du kan læse om selve Spejdernes lejr her: https://spejderneslejr.dk/da/om-spejdernes-lejr

Men vi skal bo i vores eget lille område, hvor vi er sammen kun fra Vangede. Sover i gode telte, bygger med rafter, laver bål og mad på bål, men er også med på aktiviteter: nogle, hvor der er rigtig mange - og nogle, hvor der er ikke så mange deltagere. Og så skal vi opleve lejren med filmforevisning, isboder, butikker, hygge- og legekroge, udsigtstårne, udflugter oma.

Der er toiletvogne med moderne toilet- og vaskefaciliteter med varmt vand osv.

Tidspunkt og rejse

Som også nævnt i programmet er der tale om uge 30. INDTIL I hører andet, forventes vi at mødes på p-plads ved Kildeskovshallen / Gentofte svømmehal på Adolphsvej lørdag den 23. juli kl. 13.00 og kører til HEDELAND i bus. Vi forventes at være hjemme samme sted onsdag den 27. juli kl. ca. 17.00. Du SKAL HAVE SPIST FROKOST inden, vi mødes.

Med vilje er turen lidt kort, så alle kan klare at deltage.

Hvis du gerne vil have din far eller mor med - eller turen skal være lidt kortere for dig - så kan det også lade sig gøre. Kontakt lederne angående dette i god tid inden udgangen af april!

Tilmelding og betaling

Du er tilmeldt, når du har betalt her - allernedest på denne side. Du kan få pengene retur frem til 27.5 uanset årsag (det kan være ændrede planer eller lign.) - og bliver du fx syg senere, så finder vi også ud af dét.

Såfremt du med sikkerhed ved, at du ikke skal med, vil vi også vi også gerne vide det snarest muligt.  

Da vi jo har haft et rigtig godt juletræssalg, giver spejderne stort tilskud til lejren. Derfor koster sommerlejren kun kr. 1.000,00 mod normalt 2.200,00. Men er de 1.000,00 for meget for en trængt økonomi, så kontakt Lars; så finder vi ud af det, for vi har adgang til nogle fripladser -helt eller delvist. Sæt kryds i feltet på tilmelding, så opkræves  ikke penge i første omgang.

Indeholdt i prisen er ca. kr. 200,00 som er ulvens lommepenge. Pengene bliver indsat på et lokalt SL2022-lejrbetalingskort, hvor ulven hver dag får kr. 40,00 til brug i lejrens butikker med udstyr, slik, is, sodavand mv. Bruger barnet ikke alle sine lommepenge, får I resten udbetalt. Endelig vil ulven få et flot lejrmærke inden lejren.

Hvem skal med ?

Sommerlejren tilbydes alle Vangedes ulve og ledere. Vi bliver nok 3 voksne og forhåbentlig 4-6 ulve - og så skal vi ligge i lejr sammen med de store spejdere, som ulvene allerede kender flere af, da både Trucker, Andreas, Magnus, Tobias og Christian er spejdere. Nå, ja - og så kommer der nok 39.975 andre spejdere!!

Udrustning

Klik her for at få udrustningsliste. Listen dækker det mest nødvendige - men medtag ikke mobiltelefon, pc, gameboy-spil eller mp3-afspiller ol.

Og prøv at lade ulven pakke med - herunder pakke sovepose og prøve at rulle liggeunderlag ud.

Husk at mærke alt med navn. Især dolk, bælte og tørklæde.

Vi rejser i uniform (hvis du har).

Husk gode, afprøvede sko til vandretur (kondi- / løbesko eller tilsvarende).

Du skal kunne bære din bagage i al fald delvis 2-500 m, så du skal have enten en kuffert med hjul eller en rygsæk

Derudover et godt soveposehylster, som lederne bærer.

Sovepose, liggeunderlag i god kvalitet med tilpas varme til en telttur.

Fyldt drikkedunk, lidt guf i en lille ekstra taske eller pose til eftermiddagspause den første dag.

Breve og pakker

SKRIV MINDST et og højst to breve til jeres barn (inkl. bedsteforældrebreve!) ved at sende en mail eller et foto af et brev til larsravn62@gmail.com. Ulvene vil også sende breve hjem ved, at vi tager et foto og sender pr. mail til jeres email.

Pga. lejrens størrelse er det ikke tilrådeligt at sende pakker til os; de kommer nok først frem efter, at vi er taget hjem!

Telefon

Ring til en af mobiltelefonerne nævnt nedenfor. De er kun til brug i nødsfald. Skriv mails eller sms i andre tilfælde. Børnene vil kun i særlige tilfælde få lov at ringe hjem.

Børnene MÅ IKKE have mobiltelefon med (heller ikke selvom forældre og barn aftaler, at den kun bruges i specielle tilfælde), med mindre det af helt specielle grunde aftales med lederen. 

Sengevædning (eller det, der er værre)

Flere børn plejer at have dette ganske normale 'problem'. Hvis det beskrives på tilmeldingsblanketten, vil vi sørge for at 'afrime' barnet hver nat ved midnatstid. Forklar ulven, at lederne meget gerne vil hjælpe ham, hvis uheldet alligevel skulle være ude.

Hjemve

Har man 'let' til hjemve, kan man også påføre tilmeldingsblanketten dette. Så vil vores mest faderlige / moderlige skikkelser holde et øje med ham i 'de stille perioder'. Og som nævnt er det ikke umuligt, at man kan have far eller mor med helt eller delvist, hvis de indgår som ledere. Dette SKAL dog være aftalt i god tid inden tilmeldingsfristen.

Andre specielle hensyn

Generelt fungerer en sommerlejr efter ’fastlagt-program-princippet’. Dvs. der er en række faste ting, som ulvene SKAL. Imidlertid kan der være en række helbredsmæssige og aldersmæssige hensyn, som vi selvfølgelig bedst mulig vil tilgodese. 

Skriv venligst ethvert specielt hensyn, der skal tages, på tilmeldingssedlen.

Hvad skal vi lave?

Der tilbydes en masse aktiviteter, hvoraf mange dog ikke er kendt endnu, men det kan fx. være: bål, bagning, raftebygning, ridderturnering / rollespil, tilstøbning, vandre 10 km (hvilket ulve sagtens kan - vi går langsomt), udflugt til et fort med gamle kanoner, sejlads på Roskilde fjord.

Og så har vi vores eget opholdssted med bøger, lego, smålegetøj – som man altid kan hygge sig i. Så nogen gange er vi sammen med en masse andre børn, og på andre tidspunkter er vi kun os selv.

Aktiviteter (af de mere farlige)

Barnet vil på lejren (med mindre andet noteres på tilmeldingen) bla. snitte med dolk (hvis han har een), save, hugge med økse, tænde bål samt være i raftetårne et par meter over jorden.

Børnene vil på lejren i en kortere periode i et begrænset område færdes uden voksne; der vil altid være andre voksne, som man kan spørge om vej.

Der vil altid være et par ledere til stede og føre 'opsyn'. Disse ledere vil skride ind og evt. midlertidigt konfiskere f.eks. dolken, hvis de normale regler (disse regler lærer ulven) for sådant værktøj ikke overholdes.

Forældre

Der kommer formentlig en forældredag på lejren, men vi ved det ikke endnu. Det vil vi senere informere om. Men besøg er altid muligt, når blot det er aftalt forinden.

Vi vil ikke holde et egentligt forældremøde om sommerlejren. Men vi drøfter meget gerne efter ulvemøderne eller pr. telefon alle de spørgsmål, I måtte have.  

Spørgsmål

Man er altid velkommen til at kontakte Alex (alexravn97@gmail.com / 3071 0188), Kristoffer Marnø (Krismarnoe@gmail.com / 2085 0523)  eller Lars (larsravn62@gmail.com / 2488 9183).


Med stor spejderhilsen, Flokstaben


Pris

Pris: 1.000,00

Hvor

Hedeland Naturpark
Tranemosevej 2
2640 Hedehusene
Danmark

Hvornår

Fra 23-07-2022 13:00
Til 27-07-2022 17:00

Arrangør

Vangede Gruppe
31645095
kasserer@thingvalla.dk