Sct. Georgsdag i Hedeland 2024 | Medlemsservice

Sct. Georgsdag i Hedeland 2024

23-04-2024 18:00 til 23-04-2024 20:00

Bævere Ulve Juniorspejdere Spejdere Seniorspejdere
Kom med til Sct. Georgsdag i Sct. Georgs Distrikt!

Sct. Georg (eller sankt Jørgen) er spejdernes skytshelgen, og den 23. april er sankt Georgs dag - den dag, hvor spejdere i hele verden aflægger eller bekræfter deres spejderløfte. I Sct. Georgs Distrikt, som vi hører til, mødes vi igen i år nogle timer i Hedeland med de andre spejdere fra distriktet.

Selv om det "bare er et almindeligt spejdermøde", ligger det på en usædvanlig dag, og vi vil derfor gerne bede om en tilmelding senest d. 16/4 kl. 21. Svar, uanset om du kommer eller ej, så vi kan give arrangørerne klar besked om, hvor mange vi kommer.

Vi mødes og slutter ved amfiteatret i Hedeland.

Vi ses!

Lederne


Sankt Georg er spejdernes helgen. KFUM-spejderne er ikke katolikker, men alligevel fejrer vi Sankt Georgs dag, fordi hans levevis tjener som eksempel. Han brugte sit mod og sin styrke til at hjælpe de svage – ikke for at vinde hæder og rigdom, men fordi han mente, det var hans pligt.

I bogen ‘Scouting for Boys’ fra 1908 skriver Baden-Powell i kap. 7, at en spejder er ridderlig. Han forklarer det med fortællingen om Kong Arthur, der vandt sig kongetitlen og samlede tolv riddere – bedre kendt som ‘Ridderne om det runde bord’.
Ridderne var gode kristne, der valgte Sankt Georg som deres helgen.

I 1260 nedskrev munken Jacobus de Voragines legenderne ‘Legenda Aurea’ om Sankt Georg.

Historien om Sankt Georg begynder for mange hundrede år siden.
Georg var søn af en officer i den romerske hær, og som sin far blev også Georg soldat, så snart han var gammel nok. Han var en dygtig kriger, og blev hurtigt forfremmet.

En dag på vej hjem kom han til den lille by Silene. I Silene havde der længe boet en drage i en sø uden for byen. Dragen var en plage for indbyggerne, og for at holde sig gode venner med den, gav de den hver dag et får at spise. Da der ikke var flere får, måtte indbyggerne begynde at ofre deres egne børn – efter lodtrækning.

Da loddet faldt på kongens datter, blev kongen ude af sig selv af sorg, og han tilbød indbyggerne alt sit sølv og guld og det halve kongerige, hvis bare hans datter måtte slippe. Men indbyggerne ønskede ikke at tage imod tilbuddet, og prinsessen blev sendt ud til dragen, klædt som brud.

I det samme kom Georg forbi. Prinsessen så ham og råbte, at han skulle skynde sig i sikkerhed, men Georg red nærmere, og spurgte, hvorfor hun stod der.
Før hun havde nået at svare, rejste dragen sit vældige hoved fra søen. Georg løftede sin lanse og red mod dragen. Dragen vendte sig mod ham og blottede sine spidse tænder, men Georg red uforfærdet videre, og han borede lansen dybt ind i dragens hals.
Dragen styrtede til jorden og var død.
Indbyggerne i Silene hyldede Georg som en helt, og kongen sagde, at han måtte få, lige hvad han bad om.
Men Georg svarede, at det er en ridders pligt – som det er enhvers pligt – at hjælpe, hvor der er brug for det uden at forvente belønning til gengæld.

Selvom Georg var en helt, blev han forfulgt på grund af sin kristne tro, og den 23. april år 303 blev han henrettet. Efter sin død blev han gjort til helgen, og på hans dødsdag – den 23. april – mindes vi hans tapperhed og vilje til at hjælpe andre.



Hvor

Hedeland Naturpark
Tranemosevej 4
Reerslev
2640 Hedehusene
Danmark

Hvornår

Fra 23-04-2024 18:00
Til 23-04-2024 20:00

Arrangør

Bolund Gruppe
kasserer@bolundgruppe.dk